Et historisk arkivformat

Der er nok ikke så mange der tænker på, hvilke problemer man står med, når det gælder opbevaring af elektroniske arkivalier for eftertiden. Men for de som har deltaget i aflevering af offentlige arkivalier, er udfordringen klar: Informationerne skal afleveres på en nøje specificeret måde, for at de skal kunne læses til evig tid.

Håndteringen af elektroniske arkivalier er moderniseret betydeligt de seneste år, men det kan undre, at der ikke er sket en tilsvarende udvikling af standarderne for, hvorledes afleveringen skal foregå.

I Danmark har Statens Arkiver valgt selv at udvikle hjælpeprogrammer til at generere en arkivversion af offentlige dokumenter, og publicere værktøjerne på institutionens hjemmeside. Programmerne er udarbejdet af Statens Arkiver, som har copyright på dem, men i øvrigt ikke er forpligtet til at yde support på programmerne. Det oplyses, at programmerne ikke er testet på alle platforme, og hjælpeværktøjerne benyttes på eget ansvar. Hvis man vil selv vil teste eller videreudvikle, er der ikke umiddelbart adgang til kildeteksten.

I Australien har man stort set de samme udfordringer med håndtering af arkivalier som i Danmark, men man har valgt en lidt anden fremgangsmåde. National Archives har også udviklet et hjælpeværktøj, men den australske myndighed tilbyder værktøjet som OSS, og opfordrer andre institutioner til at deltage i arbejdet med udviklingen af hjælpeværktøjer og standarder for arkivering.

National Archives overvejer ifølge Computerworld Australien, at arbejde videre med hjælpeværktøjerne således, at det fremtidige opbevaringsformat for National Archives vil være ODF. Det kan tolkes som et tegn på, at levende formater som ODF er på vej til at finde fodfæste indenfor arkivverdenen, til fordel fordøde formater som fx TIFF.

Se det ville være nytænkning blandt arkivarer – hvem siger at de arkiverede dokumenters format skal bevares lige så længe som dokumentets indhold?

Sun Microsystems’ Chief Open Source Officer, Simon Phipps, sætter situationen lidt på spidsen, og advarer mod at det han kalder for digital Alzheimer. Hvis formaterne vi bruger til vores arkiver ikke er åbne, så udsættes kulturarven for en ikke-reversibel forvitring.

RFID og Privacy

Det sker hele tiden: Ny teknologi rykker grænserne for hvad der er muligt – og nogen gange også for hvad der er acceptabelt. Lige nu debatteres det, hvorledes RFID tags kan anvendes uden at true borgernes privatliv.

RFID – trådløse mærker

RFID (Radio Frequency IDentification) tags er i sin simpleste form udformet som et klistermærke, der indeholder en computerchip med en lille antenne. RFIDens informationer kan aflæses på afstand ved hjælp af radiobølger, fordi chippen “svarer”, når den modtager et radiosignal, med den rette frekvens.

Teknologien er egentlig ikke ny: Siden 1940′erne har man brugt den til identifikation af militært udstyr, og mange af os bruger allerede RFID tags, fx i bilens startspærre eller til identifikation af vores kæledyr. Det nye er, at prisen på RFID tags nu er kommet så langt ned, at det åbner mulighed for at bruge dem til dagligvarer, som en moderne stregkode i forsyningskæden fra producent til butik. Denne anvendelse forventes at eksplodere i de kommende år, fordi butikkerne med RFID kan styre deres varer bedre, og tilbyde nye services til forbrugerne.

I modsætning til de kendte stregkoder, indeholder hver RFID tag en unik adresse, så “taggede” varer kan spores individuelt. Det giver industrien et værdifuldt værktøj til effektivisering af logistikken og bekæmpelse af svind. Men samtidig åbnes muligheden for, at RFID tags på varer i indkøbsposen eller i tøj og sko kan misbruges til overvågning og profilering af personer.

Der er flere tekniske bud på, hvorledes misbrug kan undgås, uden at sætte fordelene over styr. Men teknikken kan ikke stå alene, når det gælder sikkerhed og privatliv. Her må vi også tale om principper for anvendelsen. Derfor beskæftiger fx Teknologirådet sig med emnet, og har for nylig skrevet detteinspirationsmateriale.