Fælles og åbne standarder

Folketingets allersidste gerning inden politikerne gik på sommerferie var en overraskende enstemmig vedtagelse af De Radikales beslutningsforslag, B103, om anvendelse af åbne standarder for it i det offentlige. Beslutningen indebærer, at det offentlige som princip skal benytte åbne standarder, og at regeringen aktivt skal fremme udviklingen. Den 1. januar 2008 er sat som en skæringsdag, men med en kattelem hvis man kan påvise at der er tekniske umuligheder.

På mange måder kan man sige, at Folketinget har vedtaget at 1. januar 2008 er den næste eDag. Men spørgsmålet er, om de offentlige parter og politikerne vil lade sig nøje med eDagenes kampagnepræg og generelle uforpligtethed.

Der har været ført en længerevarende debat om hvilke konsekvenser det har at indføre åbne standarder i det offentlige, og mange synspunkter er fremført. Alle er enige om, at åbne standarder er vejen frem, men ikke om hvilke midler de skal indføres med. Regeringen henviser til et embedsmandsudvalg, det såkaldte Interoperabilitetsudvalg, som senest 15. august skal præsentere en betænkning med forslag til det videre arbejde.

Videnskabsministeriet har i et forstudie anbefalet, at åbne standarder gøres obligatoriske hvor det er nødvendigt for at skabe interoperabilitet og dermed en integreret forretningsproces, og hvor de opnåede gevinster er større end omkostningerne i den konkrete forretningsproces.

Argumentet fremført af Videnskabsministeren er, at de økonomiske gevinster ved indførelsen af standarder ikke alene følger af, at standarderne er åbne, men derimod skyldes at de er både fælles og åbne. Den store værdi kommer af at tale samme sprog, ikke at stille en ordbog til rådighed for alle, som Helge Sander udtrykte det for nylig i Folketinget. Således har IT-arkitekturkomitéen da også allerede lagt op til en vis stramning af OIO-kataloget, bl.a. ved at påpege at alle standardområder bør have en (og kun en) anbefalet standard. Men er det så nemt?

De fleste er enige i, at brugen af fælles standarder er et vigtigt værktøj til etablering af interoperabilitet mellem de offentlige it-løsninger, og at åbne standarder naturligvis bør foretrækkes. Men at gå så vidt som til at omdanne OIO-kataloget til en snæver positivliste, som alle offentlige myndigheder skal følge, vil næppe finde bred accept. Dertil er myndighedernes forudsætninger og opgaver nok for forskellige.

For generelle applikationer vil det være naturligt at vælge een fælles standard for hele den offentlige sektor, men når det kommer til fagspecifikke opgaver og systemer, er situationen mere kompleks. Vi tror, at standardvalget bør kædes sammen med det forretningsmæssige behov for samspil mellem de offentlige myndigheder, og det er en opgave for enterprise arkitekterne.