Tilbageblik og fremsyn

Hvad er årets bedste nyhed på arkitekturfronten i det offentlige Danmark? EA Fellows kommer med et bud. Men først skal vi ønske bloglæsere, kunder, venner og partnere en glædelig jul og et fremgangsrigt nytår.

I vores andet blogindlæg om supertankere og optimistjoller langer vi lidt ud efter det offentlige arkitekturarbejde. Der er dog samtidig nogle rigtigt spændende initiativer på banen.

Arkitektur i FORM!

Årets bedste nyhed på arkitekturfronten i det offentlige Danmark mener vi er den fællesoffentlige forretningsreferencemodel FORM, der netop er blevet offentliggjort.

FORM er et redskab til at finde, analysere og udnytte moderniseringsmuligheder i den offentlige sektor, herunder specielt muligheder for fælles offentlig opgaveløsning og digitalisering.

FORM’s opgavekatalog er bygget op om de tre grundlæggende begreber: tjenester, opgaveområder og serviceområder. Et eksempel på et opgaveområde er ”Servicering af lovforberedelse”, der består af tjenester som administration af lovforslag og beslutningsforslag, gennemførelse af høring om lovforslag, udarbejdelse af betænkning, m.v.

FORM er udarbejdet af en ekspertgruppe med folk fra KL, IT- og Telestyrelsen, Økonomistyrelsen og Den Digitale Taskforce. Konsulenter på opgaven har været IBM, hvilket forklarer at FORM trækker heftigt på nogle af IBMs best practices. Den officielle forklaring er vist at man har ladet sig inspirere af nordamerikanske erfaringer fra bl.a. det føderale USA’s FEA-arbejde, men her har IBM også været konsulent, så hvordan man end vender den, så er der malet med blåt henover tingene.

Det med blåt består i, at man læner sig op af et af IBMs favoritakronymer, CBM, Component Business Model, som i al sin enkelthed blot handler om at ”udstille” hele forretningen på en side. Den offentlige forretning Danmark, der udtrykkes i FORM, fylder en A3-side (hvis den skal være læsbar). Andre forretninger passer nok ind på en A5-side, må man antage.

Det gode ved FORM er, at vi med den har et vigtigt redskab for udfoldelsen af en fællesoffentlig arkitektur. FORM giver overblikket over forretningen, og tilgangen kan bruges til at koble politik, strategi, forretning og teknologi – altså, skabe den altid-vigtige alignment.

Da Lars Frelle og Kristian Hjort-Madsen fremlagde FORM på aEAs gå-hjem-møde, talte de om at en af anvendelserne af FORM vil være at identificere områder, hvor der med fordel kan sættes ind med arbejdskraftbesparende teknologi. Altså skal FORM ultimativt bruges til at skrue på varme/kolde hænder-ratioen.

FORM kan og skal selvfølgelig ikke stå alene. I FEA-termer er en ”komplet EA referencemodel” foruden en forretningsreferencemodel (BRM) også fire andre referencemodeller for hhv. performance (PRM), servicekomponenter (SRM), data (DRM) og teknologi (TRM). Den danske ”oversættelse” vil svare til at FORM er BRMen, FOKUS er PRM, OIOXML/ISB er DRMen og OIO-kataloget er TRMen. Vi mangler således blot en SRM, servicekomponentreferencemodel, kunne man fristes til at sige. Men der mangler i den grad også sporbarhed mellem de forskellige referencemodeller.

Tillykke, Taskforce! Nu ser vi frem til at se de offentlige parter komme i FORM.

PS: OIO-kataloget er forresten under revidering, og indtil jul er 20 tekniske standarder i høring. Vi har med interesse gennemlæst høringsmaterialet, men ser ingen grund til at indsende et høringssvar, da der er tale om en rutinemæssig og ustrategisk ajourføring, som vi trygt overlader til bureaukraterne i Holsteinsgade. ”Nothing here, move on”.

Disclaimer: En del af de heromtalte organisationer er/var kunder hos EA Fellows.

Supertanker eller optimistjoller?

I lyset af den skare af nyheder om offentlige it-projekter, der forsinkesfordyres eller på anden måde forringes, vi for tiden får nys om, så er det vel naturligt, at spørge sig selv om den måde vi planlægger og udfører vores store offentlige IT-projekter overhovedet er i tråd med hvordan man bedst udvikler løsninger? Og hvad med det samlede billede? – er der tænkt på hvordan man går fra strategi til specifikation af de byggeklodser der skal indgå i løsningskomplekset ?

For at starte i omvendt rækkefølge, så er der desværre noget der tyder på at vi endnu ikke har lært af Amanda og alle de andre dødssejlere der er blevet søsat i tidens løb.

Nye udbud dukker hele tiden op, hvor digitale supertankere ladet med et utal af komplekse teknologier skitseres og kastes i hovedet på de forsvarsløse leverandører, der føler sig forpligtede til at byde uanset hvor ækel den digitale mutant ser ud.

Løsningerne har ændret form over de seneste år fra de let forsimplede “strøm på blanketterne” udbud til de mere gennemgribende ændringer i arbejdsgangene ved indførelse af digitalisering, med en øget grad af automatisering via straksafgørelser mv. som følge.

Dette koblet med input fra mange fantasifulde konsulentfirmaer, der frit fortolker begreber som “åbne standarder” og OIOs hvidbog på hver deres kreative måde. Dette resulterer ofte i et væld af erklæringer om, at den intetanende leverandør skal leve op til snart sagt alle gældende standarder indenfor sikkerhed, Web Services og workflow.

Læg hertil et forhåndskrav fra kunden/konsulenten om, at leverandøren SKAL benytte en given proprietær infrastruktur til at implementere en fleksibel og åben løsning, og resultatet bliver den største selvmodsigelse man kan forestille sig.

Deadlines og økonomi er ofte også stramme, men man kan sige at det ligger i projektformens natur at man skal blive enige om disse ting ved starten, i stedet for at arbejde iterativt frem mod at løse det faktiske behov . Vi ser mange kontrakter, der indgås på et urealistisk grundlag. Hellere søge tilgivelse for forsinkelser end fortabe sig i forhandlinger, virker være logikken.

Nytænkning tak

Der er behov for nytænkning af den måde vi beslutter hvilke både vi vil have sat i søen i det offentlige digitale rum. Det nytter ikke noget at bygge en supertanker, hvis man blot skal krydse Gudenåen! Man skal måske tænke mere i brug af optimistjoller, hvis vi nu skal fortsætte på (dybt) vand – og så løse problemerne i små isolerede klumper i stedet for udfra en veltilrettelagt sejlrute og letfattelige samspilsregler.

Det kræver betydelige arkitektur-skills hos opgavestilleren, når man skal “hjemtage ansvaret for arkitekturen”. Og den kompetence findes sjældent hos kunden eller hans konsulenter i vore dage. Når de alligevel prøver, bliver det ofte en svær opgave for leverandøren – og en dårlig løsning.

Der er brug for en opsang. To gange endda: Først og fremmest til kunden for at stille krav om noget han ikke har forstand på. Men dernæst også til leverandøren for at byde på noget han ikke kan/bør levere, hvis han skal stå inde for løsningen med sin faglighed.

Men det er jo ikke blot fordi begge parter er dumme. Problemet opstår tit når de ikke kan finde deres plads i arkitekturprocessen, og at partnerne ikke kan finde ud af at fokusere på det de er bedst til: Dybest set at kunden kan sin forretning, og leverandøren kan sine løsninger og teknologi. Vi plejer at kalde det for “Danske Bank-modellen”: Hver part gør, hvad de er bedst til.

Det er ikke kundens opgave at stille detaljerede tekniske krav, for det er ikke her, han har sin styrke. Og det bør tilsvarende ikke være leverandøren rolle at definere kundens vision og målsætninger. På hvert niveau skal der være en arbejdsdeling, der svarer til parternes forudsætninger (og interesser), og en tilsvarende ansvarsfordeling.

Hvis kompetencerne som udgangspunkt er anderledes fordelt blandt parterne, så er det det der skal rettes op på – fx med styrkelse af kundens proces-udviklingsevne. Men det ville da også være forfriskende med en leverandør, der afslog at afgive bud med henvisning til at den ønskede tekniske arkitektur er uegnet, men at man gerne vil hjælpe med at udvikle et bedre alternativ …

Udfordringen er at få sigtelinierne fra strategien til at ramme rigtigt på de konkrete implementeringer i virkelighedens verden. Der er desværre ofte en tydelig “missing link” mellem strategien og projekterne. Kunden stiller nemlig ikke krav (især til sig selv) om, at projekterne reviewes med fokus på alignment, hverken før, under eller efter implementeringen.

Og hvad kan vi så gøre ved det? Tja, man har jo længe forsøgt sig med trylleformularen “business case”. Men det opfattes vist af de fleste myndigheder som en teoretisk tvangsøvelse, man skal igennem for at kvalificere et projekt til at få en bevilling, ikke som et aktivt styreredskab. Vi har i hvert fald endnu ikke mødt et offentligt projekt, hvor strategi, business case, udbudsmateriale og kontrakt hænger logisk og økonomisk sammen.

Et bedre udbud

Det er på tide at gøre op med de traditionelle fejltagelser, som silotænkning, proprietær infrastruktur, specialudviklede standardløsninger, osv. Vi har brug for et rammeværk for udbudsprocessen, der følger god EA praksis, og lægger vægt på randbetingelser, sigtelinier, risikostyring og økonomi. Det skal selvfølgelig passe sammen med K1 og K2, ITSTs arkitekturkrav, B103 standarderne og den digitale strategi. Idéen er at hjælpe opgavestilleren til at besvare en række spørgsmål som afgrænser opgaven, definerer forudsætningerne og beskriver de succeskriterier, som samarbejdet med leverandøren skal opfylde.

Hvis en sådan model blev obligatorisk for udbud over en vis størrelse (og for systemer med en central placering i digitaliseringen), kan der skabes overblik over de mange projekter, enten gennem tvungen rapportering opad, eller bare ved gennem åbenhed at synliggøre, om de lokale projekter er alignet med strategien.